Der er nok ikke nogen grund til at fortælle dig det her, for du ved det jo godt: Gravide og ammende bryster er ømme. Sådan…rigtig ømme.
Derfor er det vigtigt med den rette støtte, så du kan aflaste barmen så meget som muligt. Udover at mindske smerte i barmen kan den rette støtte også hjælpe mod smerter i ryg og læn, fordi BH’en hjælper med at fordele vægten, så du fordeler vægten over hele ryggen.
Langt de fleste graviditets- og amme-bh’er er designet så du skal vælge BH ud fra den størrelse du brugte før du blev gravid. Derfor gælder mange af de ’almindelige’ bh-tips stadigvæk, når du vælger BH til amning.
Du skal være opmærksom på følgende, når du vælger ammebh:
- Omkreds og skål-størrelse
- Må den have bøjle?
- Hvordan BH’en åbnes til amning
- Stroppens bredde og udformning
Omkreds og skål-størrelse
Din bh skal sidde tæt om brystkassen uden at klemme, så det føles ubehageligt. Ligesom med almindelige BH’er skal du kunne stikke to fingre ind under båndet – helst i siden og helst ikke meget mere end to fingre. Båndet på ammebh’er er ofte en del blødere og mere elastisk end på en almindelig bh. Det er den, fordi den skal kunne tilpasse sig kroppen i takt med at du udvider dig, får vand i kroppen og når brysterne vokser. Derfor er det vigtigt at du sørger for at købe den rigtige størrelse fra start.
Husk også at din BH kommer til at udvide sig lidt i takt med at du bruger den – det er derfor enormt vigtigt at du ikke køber en BH som er for stor, for så stopper den med at støtte dig, så snart den er udvidet lidt.
Hvis din BH kommer med mulighed for at tilpasse selve lukningen, skal du starte med at kunne lukke den i den yderste lukning. På den måde kan du hele tiden tilpasse BH’en i takt med at elastikken giver sig.
OBS: Nogle producenter – som fx Abecita har en ekstra lang lukning – derfor kan det være du skal bruge en af de midterste indstillinger. Andre brands, fx Carriwell, medsender altid et forlængerstykke til deres bh’er. Brug disse hvis din krop udvider sig, fx hvis du har vand i kroppen.
Skålen tilpasser sig din krop dagen igennem
Selve skålen på en ammebh er anderledes end på en almindelig bh, fordi den er designet til at udvide sig og trække sig sammen i takt med at dine bryster gør det. I løbet af dagen vil dine bryster blive hhv. fyldt og tømt for mælk, og her er det altså vigtigt at bh’en kan følge med. Derfor vil skålen på de fleste amme-bh’er være vævet eller designet på en sådan måde, at koppen kan både udvide sig og trække sig sammen.
For bh’er med skåle, som kan åbnes, eller bh’er med vatterede skåle vil der ofte være et ”inderlag”, som støtter og tilpasser sig til brystet, mens ”yderlaget” fortrinsvis er til at hjælpe med at forme brystet pænt.
Ligesom med omkredsen, skal du også vælge bh ud fra den skålstørrelse du havde før du blev gravid. Der er altså taget højde for dine brysters forandringer i amme- og graviditetsbh’erne.
Må den have bøjle?
Det korte svar er ja – medmindre bøjlen er af metal! En metalbøjle vil lukke af for mælkegennemstrømningen og det vil skabe en masse ballade. Alligevel savner mange gravide og ammende bøjlen, fordi den giver ekstra støtte og skaber en flot barm.
Det har flere BH-producenter heldigvis opdaget og det er i dag muligt at få adskillige forskellige amme-bh’er med noget der minder om en bøjle.
Kig efter BH’er med plastik- eller gelebøjle
Ved at benytte materiale, som er fleksibelt, kan man bevare noget af støtten og samtidig lade kroppen passe sit arbejde ved ikke at blokere for tilstrømningen af mælk.
I Abecitas ‘MAMA‘ og Cache Coeurs ‘Aquarelle’ er virkelig gode eksempler på BH’er med bøjle, som både er komfortable, smukke og giver fantastisk god støtte.
Aquarelle fra mærket Cache Coeur har en behagelig bøjle, som giver god støtte, uden at lukke for tilstrømningen af mælken. Carriwell har udviklet et nyt koncept som vi her hos Mammashop er ret vilde med. I nogle af deres BH’er bruger de en gelebøjle i stedet for den almindelige bøjle. Gelebøjlen er fast, men når man trykker på den giver den sig. Det gør at den kan forme sig efter din krop og at den kan lade mælken strømme frit.
For både gelébøjlen og det bløde plastik gælder det at du vil opleve mere støtte end du ellers får fra en amme-bh, samtidig er komforten så høj at du kan bære bh’en i lang tid.
Hvordan BH’en åbnes til amning
Der findes to overordnede typer af amme bh’er. Èn, hvor du kan ’åbne’ for yderskålen for at give adgang til brystet og én hvor du trækker brystet ud af skålen.
Den førstnævnte er klart den mest almindelige, men blandt andet Carriwell er begyndt at udvikle bløde bh’er som mest af alt minder om en kort top og som benytter sidstnævnte system.
Om man foretrækker det ene eller det andet er en smagssag. Vigtigt er det dog at bh’en stadig yder en vis støtte, mens du ammer. Det gør amningen nemmere og mere behagelig for både dig og baby. Du kan som oftest fornemme støtten allerede når du prøver BH’en på første gang.
Læs også: Amning – sådan finder du den bedste position for dig.
Stroppens bredde og udformning
Stropperne på en BH er overraskende vigtige, fordi de hjælper med at bære og fordele vægten til resten af bh’en. Derfor ser du ikke en amme- eller graviditetsbh med meget smalle stropper, for de ville simpelthen gnave sig ned i din skulder og ende med at belaste i stedet for at aflaste.
På amme-bh’er, som er udformet, så de ligner en ’klassisk’ bh, finder du oftest stropper med en bredde på 1-2 cm. På amme-bh’er udformet som toppe er stropperne oftest bredere og af og til har de bryderryg. Det er for at kompensere for den støtte en bøjle normalt vil give, samt for at sikre at vægten fordeles på den bedst mulige måde.
Uanset hvilken type bh du vælger skal du sørge for at stropperne sidder tæt på skuldrene uden at klemme ned. For nogle typer bh’er skal du justere stropperne løbende. Hvis stropperne falder ned af din skulder, er det et tegn på, at de ikke længere yder den støtte, som de bør. I nogle tilfælde kan det løses ved at justere stropperne eller lukke bh’en i en hægte længere inde.