En nat på fødegangen
I sidste fortælling i serien møder vi Helle, der er jordemoder og blogger på Jordemoderlounge. Helle B. Nielsen har oplevet mange fødsler fra første parket og fortæller i dagens indlæg omkring en helt almindelig nat på fødegangen, som byder på lidt af hvert.
Klokken 23:15
Klokken er 23:15 og jeg er på vej på arbejde. Et efter et slukkes lysene i de huse jeg cykler forbi.
Nattefreden er begyndt at sænke sig og gaderne er øde, for som man sagde i gamle dage, så er det kun lommetyve, skøger og jordemødre, der er ude om natten.
Da jeg har klædt om og har fæstnet identitetskortet på min hvide uniform, er den småtræthed jeg følte da jeg tog hjemmefra, fuldstændig væk. På vej op på afdelingen tænker jeg på, hvad natten mon vil bringe. En fødegang er en akutafdeling, og man ved aldrig, hvad man møder ind til.
Jeg håber på en god fødsel i nat.
Baby er på vej ud
I forkontoret hænger en tavle med navne både på indlagte kvinder og på de kvinder, der har ringet og meldt deres ankomst. Lige nu står der kun en enkelt kvinde på tavlen. Jordemoderen har noteret, at Ida er 2. gangsfødende og nu er udslettet. Det er jordemoderslang og betyder, at livmodermunden har åbnet sig de maksimale 10 cm. På vej ned mod vagtstuen kan jeg fornemme på de lyde, der trænger ud gennem døren til fødestuen, at Ida nok er godt i gang med at presse sin baby ud i verden.
Telefonen ringer
Vi er to jordemødre og en assistent, der er mødt ind i nattevagt. Hjemme går endnu 2 jordemødre på døgnvagt, parate til at komme ind, hvis vi får travlt. Min kollega afløser aftenvagten hos Ida, og jeg tager telefonen i lommen og går hen for at tjekke fødselsprotokollen. Jeg skal se, om nogle af ’mine egne’ gravide fra min konsultation har født. Mens jeg bladrer i protokollen, ringer telefonen.
Det er Pia, der ringer. Pia er førstegangsfødende med begyndende veer og tvivl om vandafgang.
Vi snakker lidt sammen og bliver enige om, at hun hellere må komme ind til et tjek.
Fostervandet er gået
Et kvarter senere kommer hun og kæresten Per. Pia har veer, men de kommer stadig med uregelmæssige mellemrum. Da jeg undersøger hende, er hun kun lige begyndt at lukke sig op. Livmodermunden er knap 2 cm, og hun har en rest af sin livmoderhals tilbage. Med fingrene kan jeg imidlertid mærke hår på babyens hoved og der siver klart fostervand ud og løber ned ad min handske. Der er ingen tvivl om, at fostervandet er gået. Da Pias veer stadig er korte, og babyens hjertelyd er helt normal, foreslår jeg, at parret tager hjem og forsøger at få hvilet, så godt de kan.
Pia er lidt skuffet, hun havde håbet, at hun var længere i forløbet men både hun og Per er trygge ved at tage hjem og vil ringe, så snart de har behov for at komme tilbage.
Telefonen ringer igen
Så ringer telefonen igen, det er Mie. ’Jeg kommer ind nu’, siger hun. Mie venter 3. barn og synes, det begynder at presse. ’Skal vi sende en transport ud efter dig’? spørger jeg, men Mie råber, at manden allerede har startet bilen og de kører nuuu! Jeg går ind og gør en fødestue klar, pakker afnavlingssættet ud og tjekker at varmelampe, ilt og sug til barnet fungerer.
Jeg når at skimme Mies journal, for at se hvordan graviditet og tidligere fødsler er forløbet, inden Mie og hendes mand Bo kommer ind af døren. Bo må virkelig have stået på speederen, og det lyder da umiskendeligt også som om, Mie har pressetrang. Assistenten hjælper hende hurtigt ind på lejet. Jeg tænker, at vi nok får en lynfødsel, men da jeg undersøger Mie er hendes livmodermund kun 5-6 cm. åben. Ved at føle efter de bløde punkter, fontanellerne på barnets isse, kan jeg mærke, at den lille står, som det der populært kaldes en stjernekigger. Mie har den tidlige fornemmelse af pressetrang, fordi barnet har drejet sig med ansigtet opad, så baghovedet trykker bagtil i vagina.
Hjemme har Mie haft det bedst med at ligge på knæ og albuer på et håndklæde under den varme bruser og spørger, om det kan lade sig gøre her, nu da hun ikke umiddelbart skal føde. Faktisk er den stilling rigtig fin ved tidlig pressetrang, fordi barnet får muligheden for at glide lidt tilbage og måske rotere den rigtige vej med baghovedet opad. Så ja, ud under bruseren med Mie.
Bagdelen i vejret og gispevejrtrækning
Det med at rotere den rigtige vej, har Mie og Bo’s barn nu ikke i sinde. I 3 timer går Mie skiftevis rundt på stuen, hænger om halsen på Bo eller ligger med bagdelen i vejret og laver gispevejrtrækning for at undgå, at presse alt for voldsomt med, før livmodermunden er klar.
Vi prøver også at ryste Mie blidt i et rebozotørklæde, som er en mexicansk jordemodermetode, der blandt andet kan bruges til at hjælpe barnet til at rotere og trænge ned.
Pludselig har Mie så for alvor pressetrang. Jeg beder hende om at slappe godt af i kæben og i hænderne, det får nemlig også bækkenet til at slappe af, så barnet kan passere. Efter få pres tager jeg imod en lille mørkhåret pige, der kigger lige op på mig da hovedet glider ud. ’Ræk hænderne ned og tag dit barn’, siger jeg, og Mie bøjer sig lidt frem og løfter pigen forsigtigt helt ud og op til sig.
Moderkagen lader vente lidt på sig. Efter 3 kvarter får Mie akupunktur og zoneterapi, og så løsnes den. Jordemødre elsker at vise moderkagen frem, dette helt fantastiske organ med hinden, hvor barnet har ligget, den fine åretegning, der kaldes livets træ og navlesnoren med de 3 kar. Bo griner skævt og siger, at det godt nok er den sidste moderkage, han nogensinde skal se i sit liv.
Ved undersøgelse af Mie kan jeg konstatere, at der trods det, at barnet har stået uregelmæssigt og dermed fyldt mere end ved normal rotation, ikke er nogle bristninger, og at blødningen er tilladelig.
Assistenten kommer ind på stuen med en bakke med flag og ristet brød. Mie har efter to fortvivlende ammeforløb valgt ikke at amme denne gang. Jeg læser i hendes vandrejournal, at beslutningen er taget efter moden overvejelse og i samråd med hendes konsultationsjordemoder. Mie skal have medicin, der stopper mælkeproduktionen, og assistenten går ud for at varme en flaske til pigen. Jeg lader den lille familie få ro, inden der skal vejes, måles og laves børneundersøgelse.
Journal og alt for meget kontorarbejde
Så skal der skrives journal og udfyldes papirer. Det er ubegribeligt så meget kontorarbejde, der er efter en fødsel. Det tager tid, og i mellemtiden er der blevet travlt på fødegangen. Min kollega, der først på natten afløste hos Ida, har nu modtaget en kvinde med tegn på svangerskabsforgiftning og på tavlen kan jeg se, at der er en 1.gangsfødende med blødning og alt for tidlige veer på vej ind.
I begge tilfælde skal der kaldes læge til fødegangen.
De to døgnvagter er også kaldt ind, så det giver heldigvis lidt ro til at gøre Mies forløb færdigt.
Mie og Bo tilbydes overnatning på afdelingens barselsklinik, så de ikke skal ud i natten med babyen, men de vil gerne hjem, så den nye søster kan præsenteres for sine søskende, når de vågner.
Ud på morgenen, et par timer før vagtskifte, ringer Pia igen, veerne er taget til og hun vil gerne ind. Da hun ankommer, kan jeg konstatere, at hun nu er i aktiv fødsel med regelmæssige veer og livmodermunden åbnet 4 cm. På vej ned til fødestuen spørger jeg, om der er særlige ønsker til fødslen, måske en stue med fødekar ? Pia har en ve og kan ikke svare, men Per siger, at de har talt om vandfødsel, men at Pia nu hellere vil have den epidural, de har hørt om til fødselsforberedelse.
Før anæstesilægen kan anlægge en epiduralblokade, skal der køres en CTG, en ultralydsmåling af barnets hjertelyd. Pia er anspændt, så jeg sætter mig ved siden af hende og hjælper hende med at få kontrol over sin vejrtrækning. Per er nervøs og har brug for at få at vide, at alt er som det skal være, og hvad der nu skal ske. Vi taler om, hvad jeg forventer, der kommer til at ske og viser ham, hvad han kan gøre for at hjælpe Pia. Per vil gerne ned og trække en mundfuld frisk morgenluft, og jeg beder ham tage en kop kaffe med på tilbagevejen. Kaffe vil gøre underværker nu ud på morgenen.
Per går udenfor lidt og kommer tilbage med saftevand til Pia og to plastickrus med kaffe.
At få sit første barn er som oftest en lang og krævende proces, hvor ro, tillid og tryghed er så vigtigt for, at kvinden kan producere masser af det gode kærlighedshormon oxytocin. Oxytocin bruger kroppen til at lave nogle gode, effektive veer og til at knytte mor og barn sammen. At skabe ro og tryghed på fødestuen er en af jordemoderens vigtigste opgaver. Det er helt naturligt, at mor og far er nervøse og spændte, men går det over i decideret angst og uro, kan det hæmme den normale fødsels fremgang, øge risikoen for indgreb og gøre det svært at føde uden medicinsk smertelindring.
Klokken er blevet 7:30 og jeg siger farvel til Pia og Per og ønsker dem god fødselsdag.
I vagtstuen venter de friske dagvagter på rapport. Jeg giver rapport om Pia og fortæller at hun er 1.gangsfødende med gode hyppige veer, at hun gerne ville føde i vand, men nu hælder mere til en epidural. Jeg nævner også, at det er min fornemmelse, at specielt Per har det bedst med at få information om hvad der skal ske. En jordemoder rejser sig og går ind til Pia og Per.
Det tilstræbes, at kvinder i aktiv fødsel har en jordemoder kontinuerligt hos sig på stuen.
Jeg klæder om og cykler hjemad i den disede morgensol. Nattens oplevelser reflekteres over en kop kaffe, inden jeg trækker mørklægningsgardinerne ned og går i seng. Trods rigelig jordemoderkaffe sover jeg ganske aldeles glimrende!
På næste vagt tjekker jeg protokollen for at se hvordan det gik med Pia. Jeg kan se, hun fik sin epidural og fødte en fin lille dreng sidst på eftermiddagen.
