Af familieadvokat Helene Treschow, Forum Advokater, Havnevej 3, 4000 Roskilde, tlf. dir. +45 46380389, mail: htr@forumadvokater.dk
Vi er lige trådt ind i årets første sommermåned, og nedtællingen til sommerferien er begyndt. I delebørnsfamilier kan børnenes og de voksnes drømme om sommerferien blive afløst af fortvivlelse. Især hvis samarbejdet i forvejen er belastet. Læs med her i en lille guide, og få svar på, hvad der gælder for jer.
Må jeg tage vores delebørn med sydpå på sommerferie, når vi har fælles forældremyndighed?
Ja, det må du.
Og med sydpå mener jeg ikke kun Lolland. Du må gerne rejse til Mallorca, Grækenland, eller lignende. Når I har fælles forældremyndighed, må I begge rejse til udlandet med jeres delebørn, i de uger, I har sommerferie med børnene. Det skal du ikke spørge om lov til hos den anden forælder, uanset om du er samværsforælder eller bopælsforælder. Ligger der en afgørelse, der begrænser eller ophæver retten til samvær med jeres delebørn i udlandet, må du ”nøjes med” at holde ferie på Lolland eller andre steder herhjemme i Danmark, eller i de øvrige nordiske lande.
Kan jeg holde sommerferie med vores delebørn i udlandet, når jeg har forældremyndigheden alene, uden at spørge den anden forælder om lov?
Ja. Du må gerne rejse til udlandet med jeres delebørn, også uden den anden forælders samtykke.
Jeg har ikke del i forældremyndigheden, men jeg har en samværsafgørelse – så må jeg vel godt rejse til udlandet med vores delebørn i sommerferien?
Nej. Samværsafgørelsen giver dig kun ret til samvær i Danmark og i de øvrige nordiske lande. Hvis du ønsker at rejse til udlandet med jeres delebørn i sommerferien, er du nødt til at få samtykke til det fra forældremyndighedsindehaveren. Lykkes det ikke, skal du rette henvendelse til Familieretshuset og bede om, at de ser på det. Der vil tit blive givet tilladelse til en ferie eller familiebesøg i udlandet, medmindre der er en risiko for bortførelse af børnene. Det anses nemlig for at være en naturlig vel af familielivet at rejse sydpå.
Vi er ikke enige om forældremyndigheden – må jeg så rejse til udlandet med vores delebørn i sommerferien?
Hvis du kan få samtykke fra den anden forælder, så ja. Kan du ikke det, kan du kontakte Familieretshuset og søge om tilladelse.
Med disse ord vil jeg ønske dig og din familie en rigtig dejlig sommerferie. Har du brug for at vide mere om juraen i delebørnsfamilier, er du velkommen til at kontakte Helene Treschow.
Helene Treschow er familieadvokat. Siden 2006 har hun nærmest udelukkende beskæftiget sig med familieret. Arbejdet som advokat fylder en stor del i Helenes liv og hun brænder for at gøre en forskel for de familier hun møder på sin vej. Blandt andet derfor skriver hun om familieretslige spørgsmål her på Mammashops Mammazine. Helene er i dag advokat hos Forum Advokater.
Læs mere og kontakt Helene →