Nu er du nået til 2. uge i 2. trimester og måske begynder at blive mere behageligt at være gravid og forhåbentlig er du sluppet for de værste graviditetsgener, som de første mange uger kan være præget af. Den næste gene ved graviditeten kan blive den voksende mave, der, der måske begynder at kræve tilføjelser til din garderobe.
Hvad laver baby?
Det kan lyde helt skørt, men faktisk så begynder det lille foster inde i din livmoder allerede på nuværende tidspunkt at træne flere menneskelige bevægelser og handlinger. De efterhånden næsten korrekt proportionerede arme gør babyen i stand til at tage sine fingre i munden og den kan nu sutte på sin tommelfinger. Det hjælper det lille menneske til at øve den senere nødvendige sutterefleks.
Desuden så er det lille menneske i din livmoder på nuværende tidspunkt også i gang med at øve sig i at synke og tisse. Fosteret synker små mundfulde fostervand, der så føres gennem babyens system og efterfølgende tisses ud som en del af fostervandet igen. Det er dog helt rent og derfor uproblematisk at baby synker og tisser i fostervandet. På dette tidspunkt af graviditeten er babyen omringet af ca. 50 ml fostervand, hvilket tættere på fødslen bliver helt op mod 2 liter.
Din gravide krop i uge 14
Du har nu gennemført ca. 32,5 procent af graviditeten. Det nærmer sig derfor, at du har været gravid i en tredjedel af din graviditet. Den første tredjedel kan for mange gravide være forbundet med graviditetsgener og bekymringer, der alle er forbundet med den udvikling og ændring, som en graviditet medfører.
Omkring uge 14 er det udvikling og ændringer, som du og din krop begynder at vænne sig til, hvilket derfor kan mindske træthed. Humørsvingninger og kvalme kan stadig forekomme, da de ofte er forårsaget af den øgede hormonmængde i din gravide krop. Det er også omkring denne uge af graviditeten, at det for mange begynder at blive tydeligt på din krop, at du er gravid, hvilket derfor kan skabe en nødvendighed for udvidelse af din garderobe, hvis dine normale bukser begynder at stramme.
Hvornår mærker du liv?
Du er helt sikkert også spændt på snart at kunne mærker liv. Men du skal væbne dig med tålmodighed, for de fleste er det først omkring uge 20, at de tydeligt kan mærke bevægelser fra fosteret. Der er dog nogle, som allerede nu begynder at kunne mærke små tegn på liv, det beskrives ofte som en følelse af små bobler i maven.
Du skal ikke være urolig, hvis du ikke kan mærke noget endnu, det er ganske normalt. Der er dog formentlig fuld gang i bevægelserne, på grund af den træning, som fosteret er i gang med, men da fosteret ikke er så stort endnu og fostervandet kan have en støddæmpende effekt kan det derfor for de fleste ikke mærkes endnu.
Jordemodersamtale
Omkring denne uge af graviditeten bør du have første samtale med en jordemoder. Denne samtale ligger for de fleste omkring uge 13-15. Fokus til første samtale vil være omkring processen, dine vaner og forberedelse. Afhængigt af individuelle behov og om du er første- eller flergangsfødende vil du skulle til samtale med jordemoder mellem 4 og 7 gange.
Størrelse på foster
Det lille liv i din mave vil nu være omkring 8-10 cm og vejer omkring 65 gram. Den konstante og hurtige vækst er i fuld gang og fosteret er nu på størrelse med en citron.
Råd til partner
Jordemodersamtale, graviditetstøj og andre forberedelser. Der er mange ting at forholde sig til og det kan være svært som partner. Derfor kan det være godt for dig og din gravide partner, at I snakker om jeres følelser, tanker og ønsker, så du kan føle dig som en vigtig del af hele processen.
Desuden så kan det være en god hjælp og støtte for din partner, at du er med til diverse samtaler og graviditets- og fødselsforberedende aktiviteter og indkøb. Det kan give dig et vigtigt indblik i, hvad din partner går igennem, og hvordan du bedst muligt kan føle dig involveret og støtte din partner.