Hvis du begynder at bemærke en følelse af små bobler i maven, eller det, som mange beskriver som små slag fra sommerfuglevinger, så kan det være de første tegn på, at du nu mærker liv. Hvis du ikke mærker det endnu, så sker det formentlig i løbet af de næste par uger.
Fuld gang i gymnastikken
Hvis du mærker liv nu, så kan det skyldes, at fosteret på dette tidspunkt er inde i en af sine mest aktive perioder i graviditeten. Det skyldes både den konstant stigende bevidsthed om sine bevægelser og den gode plads, der er i livmoderen. Livmoderen er ca. 2,5 gange større end før du blev gravid og giver nu god plads til både kolbøtter, boksetræning og de første forsøg på at lave et solidt fodboldspark.
De er alle disse aktiviteter, som dit barn inde i din livmoder har fuld gang i, som du måske mærker som små boblende fornemmelser. Faktisk så er det også omkring denne uge, at babyen begynder at kunne få hikke. Det vil du garanteret nå at opleve et par gange i løbet af graviditeten.
Et særligt fedtlag
I tiden omkring uge 16 dannes der et særligt fedtlag, der ofte omtales som det brune fedtlag. Det er varmeproducerende og sørger for at fosteret holder en stabil temperatur gennem graviditeten, da fosteret krop endnu ikke selv er istand til at regulere kropstemperaturen. Fedtlaget og de små fine hår, der dækker hele babyens krop sørger for at babyen ligger varmt og trygt i fostervandet.
Din graviditet
Hvis du endnu ikke har mærket liv, så er det også helt normalt. Det er der mange faktorer der er afgørende for. Blandt andet din vægt og hvordan moderkagen ligger placeret. Det er ligesom alt andet, der angår graviditeter enormt individuelt og du vil også komme til at mærke det om et par uger, hvis alt forløber som det skal.
Du skal nok nå at opleve en masse hikke og velplacerede spark, som sørger for, at du ikke er i tvivl om, at nogen forsøger at træne op til en vigtig fodbold- eller boksekamp.
Måske du er begyndt at være generet af næseblod eller blødende tandkød i din graviditet. Det skyldes, at din krop nu pumper ca. 40 % mere blod rundt i din krop, til at forsyne barnet og moderkage. Men den øgede blodvolumen sætter også pres på dine blodkar og kan derfor resultere i for eksempel næseblod.
Størrelse på foster
Den lille hårdtarbejdende baby i din livmoder er nu omkring 13-14 cm og vejer 140 gram. Hvis fosteret ligger udstrakt vil de måle omkring 17-18 cm fra hoved til tåspids. I en mere håndgribelig beskrivelse kan det bedst sammenlignes med størrelsen på en lille aubergine.
Råd til partner
Nu nærmer det sig, at du som partner kan begynde at mærke babyen sparke. Der går lige nogle uger endnu, men indtil da, så kan det måske gøre det mere håndgribeligt for dig at snakke med din partner om, hvordan det føles for hende, hvis hun mærker liv.
Derudover så kan du være en stor hjælp for din gravide partner, ved at du husker de snacks eller det, som hun ofte trænger til og måske lige pakker en pakke lommetørklæder i tasken eller bilen, så du er forberedt, hvis din partner pludseligt får næseblod.